Thy Mesterbyg og Thisted Tømrer- og Snedkerforretning forener kræfterne, når de to tømrerfirmaer, pr. 1. oktober, fusionerer og viderefører den nye konstellation under navnet Thy Mesterbyg. Med fusionen bliver Thy Mesterbyg af en størrelse, der giver nye og bedre muligheder for at lande større opgaver.

Både Thy Mesterbyg og Thisted Tømrer- og Snedkerforretning oplever stor travlhed og godt fyldte ordrebøger. Det er med andre ord to sunde og veldrevne virksomheder, der nu fusionerer.

- Med fusionen får Thy Mesterbyg en god, bred og varieret kundeportefølje, der dækker såvel erhvervskunder og offentlige organisationer som privatkunder, landbrug og industri. Vi dækker hele paletten, og vi har nu både kompetencerne og den nødvendige ’Manpower’ til også at kunne byde ind på de større opgaver. Rent strategisk giver det rigtig god mening at slå de to virksomheder sammen
- der er en god synergieffekt i det. Vores kundeporteføljer supplerer hinanden utrolig godt, og det samme gør vores medarbejdere både hvad angår kompetencer, erfaring og alder, fortæller indehaver Jan Smed fra Thy Mesterbyg.

En svær - men rigtig - beslutning

Indehaver Brian Pedersen fra Thisted Tømrer- og Snedkerforretning vil i forbindelse med fusionen være tilknyttet Thy Mesterbyg i en overgangsperiode, inden han på sigt overlader roret fuldstændig til Jan Smed, der således bliver eneindehaver af Thy Mesterbyg. Brian Pedersen har nemlig valgt at søge nye udfordringer uden for branchen.

- Jeg føler, at der skal ske noget nyt, og jeg glæder mig til at skulle prøve kræfter med et nyt område. Når det er sagt, så er det da helt klart en lidt underlig fornemmelse at afhænde den virksomhed, jeg har ejet gennem 13 år. Firmaet har jo eksisteret i mange år, før jeg kom til, og jeg er selv udlært i firmaet. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning, og jeg ved, at både mine medarbejdere og mine kunder vil være i trygge hænder hos Jan, lyder det fra Brian Pedersen, der gerne vil benytte lejligheden til at takke sine kunder for den store opbakning gennem alle årene.

Ingen afskedigelser

Jan Smed forventer ikke, at der vil følge afskedigelser i kølvandet på fusionen.

- Jeg overtager nogle dygtige medarbejdere og en god kundeportefølje, og jeg er overbevist om, at jeg får brug for alle mand. Thy Mesterbyg vil, pr. 1. oktober, tælle 11 svende og 5 lærlinge, og det giver os en størrelse, hvor vi uden problemer vil kunne byde ind på nogle af de større opgaver, som vores virksomheder måske i dag - hver især - bliver vurderet som for ’små’ til at håndtere. Med fusionen bliver Thy Mesterbyg rigtig godt rustet til at varetage opgaver og enterpriser med ganske stor volumen, og det forventer jeg helt sikkert vil være et område, hvor vi kommer til at øge aktivitetsniveauet, fastslår Jan Smed, som blandt andet nævner Hanstholm-området som et område med stort potentiale for Thy Mesterbyg.

Thy Mesterbyg overtager ikke Thisted Tømrer- og Snedkerforretningslokaler. Alle aktiviteter vil således blive samlet i Thy Mesterbygs lokaler på Ballerumvej i Thisted.


For yderligere information, kontakt venligst:
Indehaver Jan Smed, fra Thy Mesterbyg, på telefon 20 85 89 03.
Indehaver Brian Pedersen fra Thisted Tømrer- og Snedkerforretning på telefon 40 38 26 21.